Baseret på tidsskriftsartiklerne gennemgået til denne undersøgelse og input fra personer, der arbejder i nordiske offentlige myndigheder på nationalt, regionalt, lokalt og grænseoverskridende institutionelt niveau, ser det ud til, at de væsentlige ydelsesbehov for landdistrikterne nu (og i fremtiden) er sundhedspleje og social omsorg; uddannelse og børnepasning; fysisk infrastruktur; tilpasning til klimaforandringer og håndtering af klimapåvirkninger; digital infrastruktur; og beredskab og civilforsvar.

Den kombinerede research- og politikgennemgang viser, at de fleste af de væsentlige ydelser er omfattet af de nordiske landdistriktspolitikker. De 56 interviews i otte nordiske casestudieområder har også generelt bekræftet klassificeringen af væsentlige ydelser i landdistrikter. Feltarbejdet har imidlertid også identificeret nuancer og variationer i hver af disse kategorier. Dermed bekræfter undersøgelsen vigtigheden af at tilpasse ydelserne til stederne, så beboerne i nordiske landdistrikter kan trives og føle sig trygge og sikre. Feltarbejdet identificerede også yderligere ydelser som væsentlige, f.eks. kan kommercielle ydelser som lokale butikker og levering af brændstof, betalingstjenester, men også kulturelle og sportsmæssige aktiviteter, ses som væsentlige ydelser for hverdagen på landet i Norden.

Figur 1. Denne figur illustrerer analysearbejdet med politikker i nordiske landdistrikter og -regioner og bør kun læses sammen med teksten, da man ellers kan overse de mere subtile nuancer. Forholdene og spørgsmålene til venstre i figuren er spørgsmål, der er blevet stillet om det indsamlede materiale i hver af de nordiske lande og regioner. De anførte ydelser er udledt af researchgennemgangen udført af forfatterne og præsenteret i en foregående rapport. Grøn indikerer, at emnet er inkluderet i de gennemgåede dokumenter; gul, at det er inkluderet til en vis grad; rød, at det ikke er inkluderet.

Offentlige, private og civilsamfundsaktører er ansvarlige for at sikre ydelser i landdistrikterne. Der findes også forskellige samarbejder og aftaler mellem aktørerne, der gør levering af ydelser muligt. Selvom de interviewede aktører understregede vigtigheden af kommunernes og regionernes uafhængighed for at kunne opretholde offentlige ydelser, findes der også samarbejder med andre offentlige aktører, og med private og civilsamfundsaktører, både formelle og uformelle. Det er værd at bemærke, at selvom samarbejdende levering af ydelser anses for at være en god idé af hensyn til ressourceeffektivitet, og som alternativ til kommunesammenlægninger, indebærer det også risici, da det bliver vanskeligere direkte at tillægge politisk ansvar for specifikke handlinger.

Når man sammenligner casestudieresultaterne vedr. udfordringerne i leveringen af ydelser i landdistrikter, står det klart, at der er fællestræk på tværs af Norden. De vigtigste er mangel på arbejdskraft og tiltrækning af de rette kompetencer til at levere ydelser i landdistrikter; mobilisering af finansielle ressourcer til at dække behovet for ydelser; og fysiske og geografiske karakteristika, såsom klima og store afstande, som påvirker leveringen af ydelser. Mangel på boliger, bureaukrati og administration, digitalisering og turismepres i højsæsonen opfattes også som udfordringer i nogle regioner.

Desuden viser resultaterne, at muligheder og strategier for levering af ydelser i landdistrikter er fælles på tværs af Norden. De vigtigste er digitalisering af ydelser, øget samarbejde mellem nabokommuner og -byer som et alternativ til sammenlægninger af offentlige myndigheder samt øget samarbejde mellem offentlige, private og civilsamfundsaktører.